
Kvindelandsholdet skulle, efter at have vundet deres indledende VM-kvalifikationspulje, forsøge at kvalificere sig direkte til VM i Tyskland 2011. Den første kamp blev tabt med 1-2 i Sverige, så muligheden var så absolut inde for rækkevidde, bl.a. som følge af et udebanemål, som jo tæller dobbelt i denne sammenhæng.
Pigerne have en super tur, der udgik fra Svanninge Hallen. Snak, sang, vandede vittigheder og råhygge var ingredienserne i bussen. I Tommerup skulle en flok mindre piger med og vi håber, at de ikke blev alt for skræmte, da lydniveauet til tider var oppe i det røde felt. På stadion var tøserne i DBUs Landsholdsklub, hvor de både blev ansigtsmalet i rødt og hvidt, spillede 1 mod 1 på Panna-banen og skød på 11-mandsmål, inden de gik ind og så kvindefodbold af høj kvalitet.
I forhold til selve kampen, måtte pigerne desværre konstatere, at resultatet 2-2 efter forlænget spilletid ikke var nok til at Danmark kvalificerede sig direkte til VM. Derfor skal landsholdet nu ud i endnu 6 hårde kampe, de to sidste endda mod et nord-/mellemamerikansk hold. SÅ hvem ved, måske er F/S' piger igen på lægterne, når der senere på året fløjtes op til kvindefodbold i Vejle!