Vores U-13 Drenge sikrede sig søndag 1. pladsen i deres række med en storsejr på 13-0 over Langtved SG&IF. Hermed kan knægtene ikke indhentes selvom der stadig resterer 1 spillerunde, hvor turen d. 19.6. går til Egebjerg. Dette var en værdig afslutning på deres tid som U-13 spillere, inden de efter sommerferien rykker op som U-14. Stort tillykke!
Hele turneringen igennem har U-13 spillerne vist rigtig flot fodboldspil, og den flittige træningsindsats hos vores træner Mette Gregersen har båret frugt. Holdet ville absolut vinde rækken i deres sidste U-13 år, og det er ind til videre blevet til i alt 6 sejre i træk, og en målscore på 45-16, som så blevet kronet i dag med mestertitlen.
På trods af det varme, solrige vejr i dag, så gik drengene til den, og den særdeles gode dommer, Bjørn Ramming sørgede for at spillerne fik en drikkepause midt i hver af halvlegene, hvor også masser af nedkølende vand blev pøset i hovederne. Kampen blev fulgt af mange entusiastiske forældre (tak for opbakningen!), som sørgede for at drengene, på trods af en 5-0 halvlegsføring, ikke slappede af i 2. halvleg, som blev vundet med 8-0! Efter kampens slut blev der skreget sejrsråb, og taget et par holdbilleder. Vores to hold-/trøjesponsorer (se billedet) var i det gavmilde hjørne og spenderede fortjente kolde sodavander i omklædningshjørnet bagefter (tak til Johannes' & Rasmus' fædre!).
Næste spændende begivenhed er i weekenden d. 5.-7. august, hvor U-13 drengene, sammen med U-12 og U12/13 pigerne, tager til Pårup Kro Cup i Bording, hvor de for første gang, traditionen tro, skal af sted og repræsentere FSSG&I på bedste vis i det Jyske. Vi er i alt 13-14 drenge tilmeldt, og det bliver en rigtig hyggelig tur, hvor også mange forældre bakker op og tager turen med derop!
